twitter google+ facebook

Hold på hue og vanter - så kold kan marts ende

Der er masser frost i prognoserne fra slutningen af denne uge. Men hvor galt kan det egentlig gå i kalenderens første forårsmåned? Vi spørger den store DMI-database.

I 2017 ved denne tid lå dagens højeste temperaturer stabilt over 10°C. I slutningen af marts steg den først til over 15°C den 26. for at ramme nærmest sommervarme 21,5°C den 31.

Det kommer ikke til at gentage sig i år.

Lige nu ligger det, der i kalenderen er den første forårsmåned, og roder rundt med et gennemsnit under frysepunktet. Og selv om vi nu får et par milde døgn, så dykker temperaturen igen, når frosten endnu en gang indtager landet fra på fredag.

Men hvor kold kan marts egentlig ende?

Ikke som en vintermåned

Svaret er - heldigvis - at den ikke kan blive lige så kolde som en traditionel vintermåned.

Den koldeste marts, der er registreret i Danmark, kom i 1942. Her var gennemsnittet for måneden frysende minus 3,5°C. Og selv om det er koldt, er det dog alt andet lige 0,5°C varmere end den koldeste december (1981), 3,1°C varmere end den koldeste januar (1942) og 3,6°C varmere end den koldeste februar (1947).

I tabellen til højre finder du top-10 for de koldeste marts-måneder målt herhjemme. Den seneste top-10-kolde marts fik vi i 1987. Tabellen viser også temperaturen i de seneste 10 marts-måneder som sammenligning.

Forårsfænomener skåner os for det værste

Et særligt forårsfænomen er desuden med til, at vi oplever marts som 'varmere end den egentlig er'. Måneden har nemlig en markant større temperaturforskel på dag og nat end vintermånederne december til februar. Af den grund har marts typisk forholdsvis høje dagtemperaturer, selv når gennemsnitstemperaturen er lav - og da vi mest færdes ude i dagtimerne, føler vi ikke kulden som nær så streng.

Samtidig er lyset og solen også i høj grad vendt tilbage til os nu. I den kommende weekend passerer daglængden 12 timer, og på næste tirsdag er det forårsjævndøgn. Det er også en vigtig medvirkende faktor til at holde kulden på armslængde.

17% chance for frostmarts

Med en gennemsnitstemperatur i marts hidtil på iskolde minus 1,0°C og kolde vejrudsigter, er der en reel risiko for, at marts samlet set ender med en negativ gennemsnitstemperatur. Seneste vi oplevede en sådan 'frostmarts' var i 2013, hvor måneden endte på minus 0,8°C.

DMI har målt temperaturen i marts i 145 år. 24 af dem endte med et gennemsnit under frysepunktet. Det betyder at en frostmarts forekomme i 17% af tilfældene eller i snit omtrent hvert 6. år.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk 

© DMI, 12. marts 2018.

Blå himmel og istapper fra den seneste frostmarts i 2013. Foto Michella Rasmussen.
Koldeste marts (top-10) Koldeste marts (top-10) Temp. marts (seneste) Temp. marts (seneste)
1942 -3,5°C 2017 4,7°C
1888 -3,0°C 2016 3,8°C
1947 -2,1°C 2015 4,7°C
1987 -1,8°C 2014 5,8°C
1883 -1,6°C 2013-0,8°C
1881 -1,5°C 20125,7°C
1917 -1,5°C 20113,1°C
1886 -1,4°C 20102,8°C
1931 -1,4°C 20094,0°C
1958 -1,4°C 2008 3,6°C

Gennemsnitstemperaturen i de ti koldeste og de ti seneste marts-måneder. Data går tilbage til 1874.

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder